Bogduellen
September måneds bogduel
"Nye balancer" af Caspar Eric
Måske kender I det, at man altid læser indenfor den samme genre, det kan være krimier, historiske romaner eller fagbøger om et bestemt emne. Vi – Anders, Vibeke og Eva – kender det i hvert fald og vi har derfor besluttet, at vi hver måned giver hinanden en litterær udfordring, en opfordring til at læse noget, vi selv har været begejstret for og som den anden måske ikke har fået øje på. Det kan være bøger, hvor forsiden ikke er umiddelbart appellerende, en forfatter, vi har hørt om, men aldrig nået at læse noget af eller måske en genre, som umiddelbart ikke siger os noget.
Vi håber I, sammen med os, får lyst til at gå på opdagelse i litteraturen og kaste jer over de skjulte perler.
Kære Eva
Fra tid til anden snakker vi om, at jeg forsøger at få læst en del digte, og det er ikke noget, du gør dig så meget i. Så det skal vi da have ændret lidt på. Jeg ved, du allerede kender til den danske digter Caspar Eric, og at han faktisk er en af de digtere du har læst lidt af. Og det forstår jeg godt, for han er knaldgod.
Caspar Eric er et nyere skud på den danske digterstamme. Han debuterede i 2014 med digtsamlingen 7/11 og forfatterskabet består nu af syv digtsamlinger. Digtsamlingen Alt hvad du ejer (2018) blev en stor sensation i det litterære miljø på mit studie, husker jeg tydeligt. Men det er ikke den, jeg vil anbefale og udfordre dig med denne gang.
I 2023 udgav han nemlig digtsamlingen Nye balancer med den atypiske genrebetegnelse ”handicapdigte”. Og netop den genrebetegnelse fortæller meget om det værk, du nu skal kaste dig over. Caspar Eric har nemlig cerebral parese, hvilket han tidligere også har berørt i sine digtsamlinger, men med Nye balancer er det hovedtemaet for digtene – og med digtsamlingen har han også fundet, eller sat ord på, en vrede, som kommer til udtryk undervejs. Der er meget at være vred over, når man ser på verdenen med hans øjne. For verden – altså Danmark – er ikke bygget til en som ham. Gennem digtsamlingen får vi del i hans tanker, følelser, vrede og indignation over det velfærdssamfund, der ikke altid inkluderer en som ham. Han gør det med et sprogligt overskud, ironi og en stærk personlig vinkel, hvor det kan være svært at adskille digter-jeget fra forfatteren.
Jeg håber du vil synes om digtsamlingen. Den sad længe i min krop efter, jeg læste den. Og så håber jeg, at du også føler, den er lige til at gå til.
Kære Anders
Tak for din udfordring. Som du skriver, er udgangspunktet for digtene Caspar Erics eget handicap og langsomme forfald, som betyder, at han har svært ved at gå naturligt på sine anspændte ben og ikke kan være sikker på, om han kan gå om ti år. I det første digt lyder det “Jeg slider mine kondisko hurtigere end andre” og “Det var en latterlig idé at købe hvide sneakers”. Og i “Måden jeg tøver på, fordi kantstenen er glat” kan man næsten fysisk mærke angsten for at miste fodfæstet og se asfalten komme imod sig. Der er nogle meget rørende digte, som da Eric tvivler på, om hans kæreste vil blive hos ham, hvis hans fysiske tilstand forværres eller når han mindes turene til hospitalet som barn, hvor morens tårer viser den treårige Casper, at resultatet af prøver og undersøgelser er nedslående. Om forholdet til sin kæreste skriver han “Folk kigger også på hende, som om de tjekker, om hun er min kæreste eller ven eller ansat til omsorg”. Om diagnosen og morens reaktion lyder det “Min mor havde glædet sig til at komme videre. Nu beder de mig catwalke ned ad gangen. Hun må ikke hjælpe, jeg må ikke hjælpes”. Også andres reaktioner, når Eric er i byen, giver en klump i halsen - “Der er synkende sol og techno i køkkenet, da nogen spørger om det skæve er vokset frem med tiden eller har boet i mig fra fødslen” og på et diskotek, hvor en frisk fyr bemærker, at “det er cool, at folk som mig også er ude.”
Man mærker tydeligt Erics vrede over, hvordan det er at leve med en krop, som verden ikke giver plads til. “Det er ikke mit handicap, jeg slås med, det er arbejdsmarkedet, det er tidens rytmer”. Stærkest kommer vreden til udtryk i digtet “Det vrede digt, haha” - “Tror I ikke at samtalerne gør en forskel, at vi hører hvor lidt et samfund vil have os. Tak til fosterdiagnostikkens velmenende stigma. Dette lille statistisk informerede valg. En mere næstekærlig fortsættelse af Livø og Sprogø”.
Flere af digtene bliver politiske, når Eric retter blikket mod et smuldrende offentligt sygehusvæsen, klimakrisen m.m.
Digtsamlingen er både spydig og humoristisk og en fin blanding af traditionelle digte, breve, eventyr, et essay om filmhistoriens repræsentation af den handicappede, langdigtet “Crawl”, hvor vandet bliver et symbol på en glæde ved at være i det vægtløse og en lille føljeton om en trebenet hund, “Den handicappede hund 1-4".
Selv om digtsamlingen er lige til at gå til og temaet er meget bevægende, rørte den mig ikke så meget, som hvis jeg havde læst en roman med samme tema. Måske fordi jeg aldrig læser digte og derfor er uvant med genren, måske fordi jeg er for utålmodig til at dvæle ved ordene og gerne vil have lidt mere fremdrift. Men jeg er alligevel blevet lidt nysgerrig på Caspar Erics nyeste bog “Crip”, som allerede er blevet kaldt hans vredeste digtsamling.
