Den hengivne hr. X af Keigo Higashino

Kære Anders

Det er ikke så længe du har været ansat hos os på Egedal Bibliotekerne, men jeg har da nået at finde ud af, at du er meget interesseret i litteratur (og glæder dig til at dele din viden med vores lånere), men slet ikke læser krimier. 

Da vi forleden talte om Japan og den meget anderledes kultur, der skinner igennem, når man læser litteratur derfra, blandt andet den skønne og spøjse lille roman, ”Døgnkiosk-mennesket” af Sayaka Murata, som vi begge har læst, fik jeg alligevel lyst til at udfordre dig til at læse en krimi.

”Den hengivne hr. X” af Keigo Higashino har godt nok ikke meget til fælles med den gængse krimi. Mange af de nye krimier, der udgives, kapper om at være mere og mere rå og bestialske og med emner som bandekriminalitet, kvindehad, narko, trafficking, pædofili og dark web. I den anden ende af spektret kommer der også virkelig mange ”hyggekrimier”, hvor pensionister i pittoreske landsbyer, opklarer sager ved at gå politiet i bedene og stikke næsen i sager, der ikke vedkommer dem. Den hengivne hr. X lander nok mest i hyggegenren, eftersom den hverken er uhyggelig eller blodig, og foregår i et roligt tempo. Samtidigt er den også helt sin egen, fordi den er så finurlig og giver indblik i en kultur, der ligger langt fra vores. 

Prøv at læse den og sig, hvad du synes - og hvis du på et tidspunkt får lyst til at kaste dig ud i en mere traditionel og gåsehudsfremkaldende krimi, siger du bare til, jeg kan anbefale mange!

Kære Vibeke
 Godt nok har jeg ikke været en del af biblioteket så længe, men jeg føler, jeg er blevet taget godt imod – og der er ikke mange bedre måder at blive introduceret på, end ved at blive kastet på dybt vand med en krimi. Heldigvis har du valgt en, som ikke udfordrede min ikke-krimi-læsende person i alt for høj grad, men derimod en, der passer perfekt til min fascination af Japan.

Fascinationen af Japan har efterhånden stået på i en del år. Det er altid skønt at få lov til at dykke ned i en ny afkrog, facet og hjørne af en kultur, der på flere punkter er forskellig fra vores. Det får man virkelig også lov til i Keigo Higashinos værk om Yasuko Hanaoka, hendes nabo, Ishigami, og fysikergeniet Yukawa. Den emmer af japansk kultur. I alt fra sin opmåling af en lejligheds størrelse i tatami-måtter, til brugen af det ærkejapanske kotatsu-bord og fascinationen for geniet og logikken. Japan og Danmark har bl.a. det tilfældes, at vi fascineres af det minimalistiske i vores arkitektur og stil, og den selvsamme minimalisme, mener jeg også, er at finde i forfatterens sprogbrug. Han bruger ofte et meget nøgternt sprogbrug til at fortælle sin historie, der er mere båret af sin fortællings fremskridt og de skiftende karakterers synspunkter. 

Jeg sad helt fordybet i bogen og glemte, at det rent faktisk var en krimi, jeg var i gang med. For det er i lige så høj grad en undersøgelse af det japanske æresbegreb og de meget fastlåste kønsroller, som føjer til spændingen. Man kan sagtens drage paralleller fra Keigo Higashinos bog til Sayaka Muratas ”Døgnkioskmennesket” i deres repræsentation af kvindernes rolle i det japanske samfund. Der er en hel klar forventning til, hvad der forventes af en kvinde i forhold til ægteskab, brud med samme og fysisk fremtoning. Og faktisk får Higashinos ”Den hengivne hr. X” også skrevet sig ind i mandens til tider usle rolle og den voksende incel-kultur på verdensplan. Men måske er det bare min læsning af tingene?
   Er man ikke den store krimi-læser som jeg, så er dette på mange måder et godt sted at få åbnet op for genren. Er man som mig fascineret af andre kulturer, så får man her et billede på Japan og et indblik i befolkningens forståelse for ære, arbejdsløshed og kønsroller.