Bogduellen

Bogduellen holder sommerferie i juli måned.

"Dukkemageren" af Jessie Burton

Måske kender I det, at man altid læser indenfor den samme genre, det kan være krimier, historiske romaner eller fagbøger om et bestemt emne. Vi – Anders, Vibeke og Eva – kender det i hvert fald og vi har derfor besluttet, at vi hver måned giver hinanden en litterær udfordring, en opfordring til at læse noget, vi selv har været begejstret for og som den anden måske ikke har fået øje på. Det kan være bøger, hvor forsiden ikke er umiddelbart appellerende, en forfatter, vi har hørt om, men aldrig nået at læse noget af eller måske en genre, som umiddelbart ikke siger os noget.

Vi håber I, sammen med os, får lyst til at gå på opdagelse i litteraturen og kaste jer over de skjulte perler. 

Kære Anders
Jeg synes det er lidt en balancegang, når vi skal finde udfordringer til hinanden her i ”Bogduellen”. Det skal selvfølgelig være noget den anden ikke allerede har læst – og nok heller ikke vil gøre uden en opfordring. Måske en genre uden for det vante, hvilket kan kræve noget ekstra opmærksomhed. Men samtidig er det jo også med et oprigtigt ønske om, at modtageren får samme gode læseoplevelse, som man selv har haft.
Denne gang udfordrer jeg dig med – synes jeg – en virkelig god roman: Dukkemageren af Jessie Burton. Selvom det er længe siden jeg læste den, kan jeg tydeligt huske den stemning, den satte mig i.

Vi skal helt tilbage til 1686 og et koldt og fugtigt Amsterdam.
Den unge Nella Oortman er blevet giftet bort til den ældre købmand, Johannes Brandt, som hun endnu ikke har mødt. Hun ankommer til et dunkelt og fugtigt hus, som, ud over de to, bebos af Brandts ugifte søster og et par tjenestefolk. Det er ikke varme og kærlighed der møder Nella. Huset er fyldt med hemmeligheder, søsteren virker nærmest jaloux og selvom det sikkert er et velhavende hjem, er maden meget spartansk. Nella har set frem til at være hustru, men Brandt er meget travl og på alle måder fraværende - også i ægtesengen – man fornemmer, at han måske slet ikke er interesseret i kvinder? For at råde bod på dette og adsprede sin unge brud, giver han Nella et meget kostbart dukkehus, som er en miniature af hendes nye hjem. En lokal, mystisk dukkemager leverer løbende dukker og interiør til huset, og jo mere der fyldes i, jo mere klart bliver det, at det afspejler det virkelige hus og personerne deri.

Den unge britiske forfatter til bogen, Jessie Burton, var egentlig teaterskuespiller, men lagde denne karriere på hylden allerede som 28-årig, og har siden udgivet fire romaner. Inspirationen til Dukkemageren, som er hendes debutroman, fik hun ved et besøg på Rijksmuseum i Amsterdam, hvor hun så et flot dukkehus, der har tilhørt en Petronella Oortman.

Jeg var meget betaget af fortællingen og det univers man drages ind i ved læsningen, så jeg har anbefalet den flere gange – nu anbefaler jeg den så til dig!

 

Kære Vibeke

Mange tak for anbefalingen! Jeg synes du har ret i, at det kan være en svær balancegang at finde ud af at udfordre med noget, man ikke tror den anden selv ville vælge, men som stadig vil være en god oplevelse. Jeg synes næsten, du er nået i mål her. Det er generelt meget sjældent, at jeg læser en historisk roman. Det er måske lidt spøjst, for jeg er ellers historieinteresseret, og jeg synes netop en historisk roman kan opstille nogle perspektiver på vores fortid og nutid på meget tankevækkende måder. Men jeg kan sige så meget, at jeg ikke selv ville have valgt denne bog. Måske er det titlen, forsiden eller beskrivelse, men den appellerer ikke umiddelbart til mig. Desto mere spændende er det at få stukket den i hånden.

Romanen foregår, som du også kommer ind på, i et koldt og kynisk Amsterdam i 1680’erne. En by som smitter af på sine beboere, der lever og ånder for byen med en stolthed som få. Vores unge protagonist Nella kommer fra landet, og hun er slet ikke vant til det liv og menneskesyn, der møder hende i Amsterdam. Ikke nok med, at huset, der skal være hendes hjem, er koldt – så er dets beboere, især svigerinden Marin, det også. Nella må kæmpe sig igennem en ny og markant anderledes tilværelse blandt de rige handelsmænd og -fruer og alle deres indbyrdes intriger og hemmeligheder. Fortællingen er på mange måder en stor hemmelighed, som gradvist bliver trævlet op – og vi som læsere får muligheden for at gætte med undervejs. Hvorfor agerer hendes ægtemand Johannes, som han gør? Er Marin altid så kold, eller er der mere bag den hårde facade? Er der nogen, der lurer i krogene eller er det blot Amsterdams ånd? Disse og mange andre spørgsmål kan man stille sig undervejs i fortællingen. Og nå ja, der er naturligvis også hele første kapitel i bogen, som meget fint fortjener at blive genlæst, når man er nået til sidste side.

Jessie Burton skriver med et meget detaljerigt sprog og viser stor viden om Amsterdam og Nederlandene i dets koloniale storhedstid. Men selv om hollandsk kultur og den historiske viden flyder ind og ud mellem de forskellige handlingstråde, er det mysteriet om Nellas liv og gøren, der er det bærende element i fortællingen – og det element man skal læse bogen for. Jeg tror ikke, jeg er lige så begejstret som dig, men jeg er glad for, at jeg nu har været med på denne hemmelighedsfulde rejse.

 

Tidligere bogdueller